 |
I de mellemliggende år er der stiftet andre danske klubber med
lignende formål, ikke mindst en klub af
veteranmotorcykel-entusiaster, og i dag er de fleste af disse samlet
under paraplyorganisationen Motorhistorisk Samråd, der igen er
tilsluttet den internationale veterankøretøjs-organisation FIVA.
I hele forløbet har Dansk Veteranbil Klub været toneangivende
og klubben har i dag cirka 6.000 medlemmer. De samles månedligt på
mange mødesteder landet over,
deltager i veteranbilløb og andre
arrangementer og nyder godt af Veteran
Tidende, der kommer hver måned i A4 format, firfarvetryk og med
mange sider.
Dansk Veteranbil Klub har gennem løbende kontakt med
myndighederne sikret at de gamle køretøjer fortsat kan benyttes på
offentlig vej, og at ny regler for afgifter, sikkerhed og miljø ikke
spænder ben for det. Kontakten med myndighederne er nu overtaget af
Motorhistorisk Samråd.
Dansk Veteranbil Klub samarbejder med et forsikringsselskab
om fordelagtig forsikring af
medlemmernes køretøjer, og har opbygget Danmarks største
motorhistoriske bibliotek og
billedarkiv. I forbindelse med flytningen af klubbens hovedsæde til
Nærum er biblioteket blevet tilsluttet Det Kongelige Biblioteks
registreringssystemer og edb-anlæg.
Dansk Veteranbil Klubs 50-års jubilæum blev markeret med
forskellige arrangementer, og i jubilæumsåret 2004 flyttede klubbens
hovedsæde, bibliotek og storkøbenhavnske-nordsjællandske mødested ind
i Sommers Automobil Museums ny bygning i Nærum. På selve
jubilæumsdagen i november blev der udgivet et jubilæumsskrift og
indstiftet en årlig pris for forskning i eller formidling af dansk
motorhistorie. Første modtager blev stifteren af Jysk Automobil
Museum i Gjern, Aage Louring.
Klik her for at se Swiftens
istandsættelse.
|
|
I 2004 kunne Dansk Veteranbil Klub fejre sit 50-års
jubilæum. Initiativet til klubben blev taget af højesteretssagfører
O.T. Neel efter udenlandsk forbillede, et par år efter at lignende
klubber var stiftet i Sverige og Norge. Inspiration kom også fra at
Kongelig Dansk Automobil Klub i 1951 havde fejret sit 50-års jubilæum
med et internationalt veteranbilrally, det første på dansk grund
siden slutningen af 1920'erne.
Neel indbød interesserede, og 2. november 1954 fandt et møde sted på
Neels advokatkontor i København. Foruden dem der havde meldt sig af
interesse for sagen havde Neel fået repræsentanter for Danmarks
Tekniske Museum, Kongelig Dansk Automobil Klub og bilbranchen til at
komme.
2. november må altså anses for den egentlige stiftelsesdag. Et par
måneder senere havde den drevne jurist Neel udfærdiget et sæt
vedtægter, og en bestyrelse af de 10 stiftere konstituerede sig. Neel
blev naturligt formand.
Dansk Veteranbil Klubs formål var og er at bevare
motorkøretøjer af teknisk-historisk interesse og samle interesserede
i en kammeratlig klubånd. Desuden at fremme almenhedens og
myndighedernes interesse og forståelse for sagen.
Til klubbens bomærke valgtes silhuetten af Hammel-bilen, det endnu
bevarede motorkøretøj, der forbøffende blev fremstillet i København
omtrent samtidig med at Benz og Daimler konstruerede deres første
selvkørende vogne i 1880'erne.
|